Booking
Nordiske Urtoner i kirkens magiske rum
Sanglige improvisationer over Nordiske salmer og sange
Med en blanding af en klassisk trænet sangstemme og en naturstemme genfortolker jeg de gamle Nordiske hymner i et improvisatorisk lydunivers sammen med guitaristen Niels Bach Storgaard.
Her mødes oldnordisk sang med den elektriske guitars metalstrenge og naturen trækkes ind i kirken.
Lige fra jeg startede i katolsk skole som 6 årig var den daglige morgensang i kirken mit frirum. Inden jeg var 9 år kendte jeg næsten alle salmer i salmebogen. Jeg har altid været draget af kirkerummet og syntes det var lidt magisk. Roen og stilheden, måden man kan arbejde med lyd på i rummet.
Kirkerummet giver plads til fordybelse. Det er som om alverdens larm og ulykker ikke har adgang der. Kirken har hele mit liv både været en arbejdsplads og en legeplads for musik. Mine egne kompositioner har fået tone fra hele dette salmeunivers og mine Nordiske rødder.
Jeg har opdaget at det ligger meget naturligt for mig, at improvisere over salmerne og give dem nyt liv. Der findes så megen naturens kraft og krop i de gamle sange, som jeg ser mig selv som en slags katalysator for.
Praktisk information
Programmet tilpasses årstiden og Maleen fortæller anekdoter om sangenes historie undervejs i koncerten.
Pris: fra 9.500 kr. ekskl. transportudgifter.